6 gode råd til den nyankomne leder!

 
Hos INCIPIA møder vi dem ofte! De nyankomne ledere i deres nye jobs. Ambitiøse og spændte springer de ud i udfordringen - et nyt job i en ny virksomhed.

Men så sætter virkeligheden alt for hurtigt ind og selv de bedste intentioner forsvinder ofte i rækken af møder, e-mails og budgettal.
 
Hos INCIPIA har vi funderet over, hvordan du som nyankommet leder kan skabe det bedste fundament for dig selv - og dermed også en bedre start og større sandsynlighed for succes i jobbet.
 
Her følger et par ting vi mener du skal være opmærksom på:
 
Nummer 1: Hvor er du landet? Som alle nye medarbejdere i en ny virksomhed, er noget af det første man bør gøre, at identificere virksomhedens historie, kultur, normer og finansielle situation – specielt i en lederstilling kan sidstnævnte være helt afgørende. Husk at de erfaringer du har gjort dig i andre tidligere stillinger, er centrale for din forståelse af alt det nye, men aldrig må få dig til bare at antage, hvordan tingene er. Virksomheder er forskellige og du skylder dig selv at reflekterer inden du konkluderer!
 
Nummer 2: Hvor skal jeg starte? Husk, at jo højere op i organisationen du kommer, jo flere komplekse problemstillinger er der at tage stilling til. Om du udvikler en detaljeret 100 dags plan er ikke det vigtigste, derimod er de fokusområder du identificerer og prioriterer helt centrale. At have og følge en plan er essentielt. Men lad aldrig planen være så rigid, at du står tilbage handlingslammet, når den uforudsete krise rammer fra en helt uforudset kant.
 
En masse af dine prioriteter vil allerede være sat af andre mennesker og umulige at forhandle; fx vigtige kundemøder, rejser eller bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Men nogle prioriteter vil også være dikteret af din forgænger eller historien. Tag dig tid til at beslutte, hvilke af dem du ønsker at beholde og kassere.
 
Nummer 3: Du er i centrum! Dine prioriteringer, din kommunikationsstil og dine valg, vil blive nøje overvåget og noteret i den første tid. Dine kolleger, bredt i organisationen, vil lægge særligt mærke til, hvordan du gennemfører møder, hvem du holder møder med, hvor meget opmærksomhed du giver forskellige mennesker - eller ikke giver.
 
Nummer 4: Tid! Generelt er ledere altid i tidsnød. I begyndelsen vil alle kæmpe indædt og forsøge at stjæle din tid. Her er det vigtigt at du står imod og følger din plan og dine prioriteringer. Undgå at udvikle den vane mange ledere har med at annullere og rykke møder på grund af tidspres. Uanset at et andet møde kan være vigtigere, så efterlader du et uorganiseret indtryk og skaber skuffelse og murren i krogene.
 
Nummer 5: Loyalitet! Det er helt centralt, at du har folk omkring dig som du kan opbygge et tæt loyalitetsforhold til. Specielt i de kriser du helt sikkert render ind i, er tætte loyale relationer essentielle.
 
Du skal desuden være opmærksom på dine valg af administrativ støtte og teknisk infrastruktur er centralt. Disse skal både støtte og afspejle din stil som leder og desuden være udformet til at tage så stor en byrde fra dine skuldre som muligt.
 
Nummer 6: Kommunikationen! Hvad vil du egentlig sige og hvad mener du? Som leder vil du opdage, at blive spurgt om det meste og forventes at have en holdning til alt.
 
Erkend dine begrænsninger og hvad du ikke ved. Lad være med at lade dig opsluge af detaljerne – det er der fælder og fejltagelserne ofte er og derfor du har specialister omkring dig. Men gå aldrig glip af muligheden for at kommunikere dine holdninger og meninger!